Hovedmenu
Anholt Turist
Spisesteder
Overnatning
Transport
Service & Erhverv
Turistinformation
Dagligdagen
Offentlig service
Foreninger
Køb og Salg på Anholt
Noget andet
Om anholt.dk
 
Lokalmenu
Startside
Niveau op
 
 

 

En ganske bestemt sejlads hvor gamle ’Vera’ af Torben Stein

 
 
 

Lad mig, i tankerne starte med en begivenhed, som ikke så mange har oplevet; en ganske bestemt sejlads hvor gamle ’Vera’ var mere end ti timer om turen fra Grenå til Anholt. Det var i begyndelsen af halvtredserne, nemlig 1952. Dette vil dog betyde, at jeg må lade mine tanker glide lidt længere tilbage.

 

Jeg var bare 7 år gammel første gang jeg besøgte Anholt i 1950, og jeg blev allerede dengang meget glad for denne specielle ø, med en natur helt for sig selv.

 

Jo, min faster var gift med en overlæge i Randers, hvis område var tuberkulose. Han hed Gregers Falkenfleth og min faster blev og bliver stadig kaldt Mutter. Anholt lå under Gregers ansvarsområde, og en gang om året kom han til øen for at lave tuberkuloseundersøgelser. Han havde også et gennemlysningsapparat med, og det var vist mere end anholterne kunne klare. Han kom med en maskine, der kunne kigge lige igennem kroppen og ikke mindst ind i sjælen. Uhadada.

 

Mine forældre samt min bror og jeg blev af min faster og onkel lokket til at holde ferie på øen; det var i 1950. Vi boede på et pensionat, der vist hed Vesterled. Det var den senere postmester Helga, der drev pensionatet sammen med sin mand. Senere samme år nedbrændte det, og familien Aller overtog vistnok grunden dengang. Om pensionatsparret derefter blev postmesterfrue og postbud med det samme, ved jeg ikke, men få år senere, var Helga i hvert fald postmester.

 

Året efter i 1951 var vi igen på ferie på Anholt, denne gang kun min far og min bror. Dette år kom vi i det røde pensionat lige over for forsamlingshuset. Vi boede der ikke, men spiste der. Vi boede i det sidste hus ud mod ørkenen på højre side, et lille lavt hus i lyserøde farver.

Jeg husker ikke hvordan toilettet var, men på værelset var der en servante med et stort porcelænsfad samt en tilhørende kande, så søvnen kunne gnides ud af en otte års drengs  øjne om morgenen.

Den sommerferie husker jeg mest for de vidunderlige dage på Nordstrand, og så at jeg kom til fyret 2 gange på samme dag. Første gang med min far og bror og vores lille hund. Vi startede klokken 4 om morgenen. Den tur glemmer jeg aldrig. Senere samme dag skulle nogle fra pensionatet også derud, og JEG var med for at vise vej. Jeg sov godt den aften.

 

Inden jeg kommer til afsnittet om ’Vera’ vil jeg hoppe nogle år frem til 1958.

 

Da var vi 5 klassekammerater, der var taget til Anholt i telt, selvfølgelig på min foranledning. Vi lå i telte ude bag ved kirkegården, hvor mit telt har stået mangen en sommer. Jeg havde som sædvanlig været inde hos fru postmester for at sige, at nu var jeg her igen.  Hun hilste altid med et ”goddag Tubber, hvor ligger du henne i teltet?” Jeg fortalte det. Nogle dage senere kom hendes mand ud til teltet på sin tjenesteknallert, desværre med en besked om, at en af mine kammeraters bedstemor lå for døden, så han skulle hjem. MEN hvilken service af det Kongelige Postvæsen. Husker jeg ret at posten også var telefoncentral dengang?

 

Ad flere omveje er jeg nu nået til turen med `Vera` i 1952 og den følgende tragiske begivenhed. Jeg var kørt i bus fra København til Randers sammen med min ældre kusine, der læste i København. Min faster og onkel overlæge skulle holde ferie på Anholt, og vi skulle med. De elskede øen, og min faster, der i skrivende stund er 103 år og frisk som en måge omkring fyret, elsker stadig øen, selv om hun måske ikke regner med at komme der mere. Vi skulle bo i et hus der hed ’Pax’, oppe på førstesalen. Det lå (og ligger der nok endnu) på venstre side af vejen ud mod ørkenen, skråt over for forsamlingshuset.

 

Det blæste rigtig voldsomt, selv i Randers, så via telefonen fik vi at vide, at afgangen var udsat. Kaptajnen hed Veber, tror jeg, og styrmand (førstemand) hed Kaj. Der har nok været en eller to mere ombord som besætning, men dem har jeg ikke nogen erindring om. Hen på eftermiddagen blev vi ringet op, at ’Vera’ snart ville sejle, så vi kørte til Grenå.

Alt var klart, og kaptajnen sejlede mod Anholt. Vi havde en kahyt nedenunder med koøje ud mod dækslugerne foran styrehuset. Det var rigtig havvejr. Jeg var ikke syg, men sov det meste af tiden. På et tidspunkt blev min onkel kaldt op i styrehuset, han var jo læge, da der var noget rivende galt. Et skib var ved at synke ud for Anholt, og ’Vera’ skulle være med til redningsaktionen. Jeg og min kusine var blevet vækket af uroen og lå og kiggede ud af koøjet, ud på fordækket, hvor bølgerne slog ind over hele tiden.

Pludselig blev den store projektør på ’Vera’ tændt, og lysstrålen fejede ud over det vilde hav. Derude så vi et skib, der lå på siden eller måske mere, med bunden i vejret. Deroppe sad nogle mennesker. ’Vera’ blev mesterligt sejlet om i læ af havaristen, og der blev kastet redningskranse med liner ud, så vi lå meget tæt på det kæntrede skib. Jeg bemærkede tilmed at vandet imellem os og havaristen var helt stille på grund af det læbælte, der var skabt imellem de to både. Projektøren gled fra redningskransene op på de stakler, der sad der oppe, men de sprang ikke i vandet. Jeg husker det som at ’Vera’ sejlede op til havaristen tre gange. Sidste gang sad der stadig personer oppe på bunden. Men lige pludselig forsvandt skibet i et stort sugende bølgeskvulp og skib og staklerne var væk.

 

Jeg husker ikke meget mere fra den nat, andet end at da vi kom ind i havnen, havde ’Vera’ rorproblemer og løb på grund på sandet ud for redningsstationen og spejlet over håndvasken faldt ned og gik itu. Jeg kan blande disse to begivenheder sammen, således at forstå, at denne grundstødning kan have været fra en af mine mange andre ture til Anholt.

 

På Anholt var alt der kunne krybe og gå, på havnen, ikke mindst fordi man havde frygtet at det var gamle ’Vera’, der var gået ned, og inden da havde sendt nødsignaler op.

 

Inden vi tog tilbage til fastlandet, var der ankommet store flydekraner, der skulle bjærge skibet. Det hed M/S Portland af Aalborg og var på vej fra Aalborg til København med cement. Der var i alt 21 mennesker ombord, hvoraf kun 4 blev reddet. Desværre reddede ’Vera’ ingen. Jeg mener at det var et tysk indregistreret skib, som de 4 var heldige at komme op på.

 

Datoen var 22. juli 1952

 

Torben Stein

Tikøbvej 16

3060 Espergærde

Skrevet 19. februar 2009

 

Anholt Turist - Østervej 12 - DK 8592 Anholt - +45 8631 9133 - turist@anholt.dk